Helsingør – Skibsklarergården og Black Strokes – lørdag den 14. januar 2012

I Strandgade 91 ligger Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård fra sundtoldstiden. Huset stammer fra 1500-årene, men er i sin nuværende form fra 1780 og de følgende årtier.


Jakob Kristensen = Black Strokes se www.blackstrokes.dk
Jakob er svært angrebet af svamp, han tegner dem, maler dem, fotograferet dem men han er også maler, portrættør, tegner, illustrator og litograf og et enormt dejligt menneske. Jakob vil fortælle os om sit arbejde og vise sit atelier hvor vi får et stykke kage og en kop kaffe/the.

Vi mødes ved Valby Station kl. 10.35 og vi skal med tog (Ør 2041) til Østerport kl. 10.44 perron 5

På Østerport station skifter vi tog på samme perron til Helsingør kl. 11.03.

Ankomst  Helsingør kl. 11.45.

 

Husk at tjekke om der kommer nye togtider.

 

Vi går ca. 200 m fra Helsingør station til Strandgade 91 hvor Skibsklarergården ligger. Rundvisning og øl smagning. Tager ca. 45 min.

 

KL. 13.00 runder vi hjørnet af Strandgade og går til Bjergegade 4 A hos Cafe Hyacinth, hvor vi kan få 3 stk. smørrebrød, 1 snaps og 1 øl for kr.79.00
Kl. 14.45 springer vi flere hundred år frem og besøger Jakob Kristensen i hans atelier på Sct. Anna gade 71 ca. 700 m fra Cafe Hyacint.

Tilmelding senest den 3. januar  til www.valbykunst.dk  -tilmelding til arrangement –eller pr. mail til sekretaer@valbykunst.dk /formand@valbykunst.dk

Din tilmelding og registrering er først gyldig, når vi har modtaget din betaling på konto: Valby Kunstforening: Danke Bank:  Reg. nr. 1551        Kontonr.: 0002969076

Pris: kr. 50.00/gæster kr. 80.00  – Transport og frokost er for egen regning.

En kommentar til “Helsingør – Skibsklarergården og Black Strokes – lørdag den 14. januar 2012”

  1. Grete Sundbro siger:

    LØRDAG D. 14. JANUAR 2012

    Det var en strålende dag – i alle betydninger: solen skinnede, så det var en lyst og dagens indhold var absolut også strålende.
    Togturen skulle altså lige overstås! Den var forsinket, måske pga dronningens jubilæum måske bare fordi der var kommet noget i vejen!
    Men! Med en halv times forsinkelse startede vi i Skibsklarergården i Helsingør.
    Vores guide hed Anne Marie, en meget vidende og god fortæller, sikkert frivillig og lidt oppe i årene.
    Vi blev ført rundt i huset, som visse steder skrånede så meget, at hvis man stod og bare slappede af, FALDT man ind i væggen. Pga bindingsværket, som gav efter, var væggene ikke styrtet sammen, men trappen og afsatserne var ret skrå!
    Vi hørte om de sidste mange hundrede år—om Øresundstolden og svenskekrigene og englændernes erobring af den danske flåde mmm –
    Øresundstolden gav virkelig penge i statskassen og det var MEGET sjovt og spændende at høre om, hvordan det rent praktisk foregik i Helsingør.
    Der blev også krævet told af gennemsejling af Store– og Lillebælt, men da det var lettere at sejle gennem Øresund, var det der, de fleste sejlskibe ville igennem, og derfor blev det til ”Øresundstolden”.
    Der kunne ligge flere hundrede skibe i kø for at komme til at betale, så der var rigtig mange mennesker beskæftiget, for at få dem igennem.
    Fordi det var så spændende og der også var mange ting at kigge på og høre om i butikken, blev vi endnu lidt forsinket, så det var en time senere end aftalt, at vi ankom til cafe Hyacint— opkaldt efter hovedpersonen i ”Fint skal det være” Mrs. Hyacint Bucket!
    ”Hyacint” er en hyggelig cafe med enkelte fotos fra serien på væggen og med et godt spisekort.
    Da der var bestilt (og betalt) tre stk. Smørrebrød, 1 øl og 1 snaps pr. person, fik man hurtigt og stilfærdigt skaffet plads til os alle 23.
    Maden var frisksmurt og velsmagende, så det var en absolut rar frokostpause!
    Og så gik vi i bidende blæst og strålende sol videre til Jakob Kristensen,
    Her i atelieret mødte vi en autodidakt kunstner med stor fantasi og arbejdsglæde. Vi så en masse af hans malerier og fik fortalt historien om, hvordan han kom til at blive en udøvende kunstner, som nu lever af sit arbejde som illustrator og maler.
    Han fortalte om, hvordan han har tegnet så længe han kan huske—og først ”opdagede” maleriet og farverne, da han deltog i et kursus på Langelands Kunsthøjskole i halvfemserne.
    Det var uhyre spændende at høre forløbet —og Anne havde kaffe og kager af forskellig slags med, så vi kunne få stillet kaffetørsten, mens vi lyttede til Jakobs fortælling!
    Vi fik lov at kigge i hans skitsebøger og blev indviet i ”Fotoshop”-programmet, som han bruger til at lave skitser og modeller af sit arbejde.

    Fra Jakob gik vi til en anden kunstner—en af hans venner, som fulgte os fra Jakob til sit eget værksted kort derfra.
    Hans navn er Birger Hansen og hans foretrukne udtryksform er akvarel. Dem så vi nogle smukke eksempler på—men nu er han i fuld gang med at male med olie på en sådan måde, at han får noget af akvarellens lys og farvetoner frem.

    Så var det slut!
    Dagens mange indtryk fyldte godt– og nu skal det hele ”fordøjes” – og måske blive til nye maleriske udtryk!
    Tak for en dejlig dag med herlige oplevelser!

    Næste gang går turen til ”Produktionshuset” – Det Kongelige Teaters sted, hvor kulisser, scenetæpper og alle mulige rekvisitter bliver produceret.
    Det er den 2.februar—så vi kan allerede glæde os!

    Grete Sundbro, best.medlem.